Up-coming indie rock-duo skåler med Pavement og Elliott Smith i sårbare sange om terapi, misbrug og barndomstraumer
Vennerne Marcus Melo og Mathias la Cour udgør den alternative rock-duo Alva, der producerer guitardrevne sange hjemme i soveværelset i Nordvest. Bandet, som finder skønhed i kaosset, mellem papvin og tømmermænd, melankoli og livsglæde, har udgivet to EP’er – senest Male Friendships der udkom den 6. oktober, 2023.
Alvas musik skildrer en ung tilværelse i København, med få penge på lommen, og en søgen efter mening gemt et sted mellem hverdagens ansvar, snuspakkerne og de uendelige øl. Lyden er præget af støjende guitarer over dagbogsagtig lyrik, hvor poppede melodier møder en grungy rocklyd, og introspektive refleksioner leveres gennem catchy hooks. 90’ernes alt-rockmiljø er forbilledet, hvor lyrikken kunne være sårbar uden at ty til melodrama, og hvor det upolerede dyrkes frem for det overproducerede.
Sangene skildrer en verden, hvor vennerne er din familie, og hvor de smertefulde emner tages op – fra terapi til misbrug, barndomstraumer, og hvordan man kommer gennem dagen med tømmermændene hængende over sig, og en tro på at det nok skal gå hængende i en tynd tråd. Mantraet i sangskrivningen er at opsøge de emner der gør mest ondt, og prøve at prikke til dem.
”Alva er lyden af morgenen efter, hvor du vågner op til en smadret lejlighed med tomme flasker over alt og din ven crashende på sofaen. Det er hårdt og overvældende, men der er også en skønhed i kaoset. Når I sorterer gennem rodet, begynder små og store fortællinger at danne sig i takt med, at I erindrer aftenen. Disse vignetter fra nattens eventyr kontrasteret med dagtimernes konfrontation med livets ansvar lægger grundlag for tekstuniverset i vores sange, hvor vi prøver at balancere samspillet mellem melankoli og livsglæde. Som hvis Pavement og Elliott Smith delte en flaske Arnbitter og vågnede op efter en brandert med en hjemmeindspillet demo,”
forklarer duoens ene medlem, Marcus Melo