C. F. Mortensen
C.F.Mortensens styrke er stærke popmelodier med skarpe og meningsfyldte tekster . Sangene er præget af melankoli, balanceret af energi, særligt formet af britisk indie. Musikken er guitarbaseret og håndspillet, suppleret af elektroniske trommer og synths.
C.F.Mortensens tekster ligner ingen andre sangskriveres. Sproget er enkelt, bygget op af velkendte, popmusikalske legoklodser, men fortæller selvstændige og overraskende historier om velkendte følelser. Kernen er personlige observationer i et konkret socialt og geografisk rum. Der er en tør, underspillet humor i mange af teksterne.
I 2017 lavede C.F.Mortensen countrypladen ”Før, nu og Aldrig”. Singlerne “Rørvig”, ”Meget mere mig selv”, ”Jeg er slet ikke her” og “Lørdagsslik” fik en del airplay på DR og lokalradio.
Country-universet gav inspiration til meget direkte og personlige tekster og sange. Det personlige blev taget med til ”Ønsketænkning og dagdrømmeri” (2022) og ”Gåsebæksvej” (2025).
”Gåsebæksvej” består af 11 sange om Tornerose-agtige lejligheder, hvor tiden står stille; om
håbløs, men berusende kærlighed og om forkælede middelklasse-børn på kollisionskurs med resten af verden.
Albummets funky guitarer, discopuls og hektiske housepiano er bl.a. inspireret af 90’ernes spraglede musiklandskab, fra brit-pop til trip-hop.
Fra 2001-2010 var C.F. Mortensen sangskriver og guitarist i JOSTY, som havde hits med ”Som Brian behøver Bettina” og ”Hvis du ku’ se”.
C og F dækker over de royale fornavne Christian og Frederik.