Med danske tekster, der dyrker og værdsætter det sårbare, opbygger
I Sky, bestående af sanger Tara Fonnesbech Juhler og producer Frederik Meldgaard Jensen, et æterisk lydunivers. Sonisk trækker duoen tråde til internationale artister som Oklou og Caroline Polachek med bløde instrumenter og flerstemmig vokal, der møder hård elektronisk produktion, men med en unik dansk nerve.
I Sky vil forene poesien og popmusikken, og de poetiske tekster kredser om de små øjeblikke i livet, der virker uendeligt store, når man står i dem, hvor ord enten bliver overflødige eller overrumpler. Dette afspejles i sangene, hvor ord enten omringer lytteren med fragmenterede sætninger eller helt udebliver og i stedet bliver til vokallyde.
Til live shows opbygger duoen et personligt rum med visuals, rekvisitter og en rolig tilstedeværelse, der afspejler den sårbare stemning i musikken. Sangene fremføres af projektets to medlemmer: Tara synger og bevæger sig mellem de forskellige rum på scenen, mens Frederik spiller synth, manipulerer med samples og styrer effekter på vokalen. I udvalgte passager mødes de to medlemmer på scenen, når Frederik bevæger sig frem på scenen og synger, eller når Tara bevæger sig hen til Frederik og manipulerer sin stemme selv.
I Sky udgav i foråret 2023 deres debut-EP ‘Øjeblik’. En af sangene blev spillet på P3 samt valgt som en af Bands of Tomorrows uimodståelige, og EP’en har modtaget rosende ord fra danske musik- og kulturblogs samt 24Syv.
Presseomtale
Bands of Tomorrow:
Gruppens elektroniske univers er dragende og sårbart - med poetiske tekster, der rammer en helt særlig sammensmeltning af det simple og det komplekse, og man kan bare ikke stå for det! Skynd dig at tage med på denne gruppes rejse fremad!
24Syv, Griner hele vejen til branchen:
Jeg elsker bare, hvordan hendes stemme lyder, og hvor minimalistisk det er uden at man tænker det er for tomt. Jeg ved ikke, hvad det er, men lige det her nummer, det er sådan et jeg hører tit for at sidde alene og stirre ud af vinduet.
Vink Aarhus:
I Sky kunne tjene som soundtracket til hver sit kapitel af den samme halvmelankolske og hjertesorgsramte fredag aften.
P3, Vidundergrunden:
Dejlig melankolsk popmusik.
HQ Music:
Sangerinde Tara Fonnesbech Juhler og producer Frederik Meldgaard Jensen præsenterer os atter for et æterisk lydunivers, hvor den varme og nærværende vokal maler melodien med bløde strøg, mens den sparsomme elektroniske produktion manipulerer stemmen og giver musikken kant.
Biografi
2023
- Udgivelse af selvstændig debut-EP 'Øjeblik' den 24. marts.
- Release-koncert på HeadQuarters i Aarhus den 24. marts.
- Udgivelse af 'Føles Som Dig' og 'Månelys', der blev omtalt af bl.a. Bands of Tomorrow, Vink - Aarhus, HunSolo og HQ Music.
2022
- Udgivelse af singlerne 'Alt Jeg Ikke Kan Være', der blev omtalt af bl.a. Bands of Tomorrow, HQ Music, HunSolo og Vink Aarhus.
- Udgivelse af debutsingle 'Afstand', der fik airplay på P3, samt blev omtalt af bl.a. Bands of Tomorrow og HQ Music.
- Koncert på SPACE festival i august og SPOT festival i maj.