Med en særlig indlevelse og generøsitet, slår idaBjörg tonen an og deler gavmildt sine musikalske fortællinger med publikum. Hun er sanger og sangskriver to the bone, og har nysgerrigt oplevet og skildret livet gennem sin musik, siden hun som 9-årig sirligt skriblede sit første klaverstykke ned på noder.
Gennem de seneste år har idaBjörg dedikeret sig til studiet af mentale processer. En rejse der har ført hende ind i en verden af spirituelle og filosofiske referencer, som hun integrerer dybt i sit kunstneriske udtryk.
Sangene kredser om at finde retning i livet. Om det indre og ydre arbejde - for nogen en kamp - i at leve efter eget hjerte eller slet og ret at have det godt. Ofte som en hyldest til dem der tager den, og altid med et lys i mørket.
Lytterne inviteres ind i de dybere lag af den menneskelige erfaring, hvor der skabes forbindelse mellem krop, sind og ånd og rum for samtaler om vores fælles rejse.
Lyden af idaBjörg er en blanding af Tina Dickow, Hozier og Fia.
Hun er en særdeles erfaren live-artist, som forstår at inddrage sit publikum og altid leverer sine sange med nerve og autenticitet. Som solist tager hun sine sange med ud i folks stuer, til akustiske intimkoncerter, som nogle gange krydres med effekter, der lader hende skabe smukke lag af vokalharmonier. Når hun indtager de større scener, er det med et hold af dygtige og erfarne musikere, som åbner hendes sange, og giver dem et stærkt og mere energisk udtryk.
Publikum siger:
Dejlig sangstemme, der går direkte ind i sjælen. Ida’s fortællinger om de forskellige sangtekster, skaber indre billeder og gør oplevelsen helt fuldendt. – Lotte B.
Magisk musikoplevelse - idaBjörg er vanvittig dygtig, intens, nærværende og charmerende. – Merete P.
Fantastisk koncert! IdaBjörg var nærværende og autentisk og der var bare en super god stemning. Med sin smukke og klare stemme rørte hun mig, med sange om livets op- og nedture, så jeg følte hun sang direkte til mig. – Louise L.