Jarno Varsted voksede op i et kollektiv i Lejre, bla med Leif Sylvester og Eva Madsen og bandet Svalerne. Sammen med barndomsvennen Rune Kjeldsen blev han i de tidlige teenage-år besat af amerikansk blues og folkemusik, og som purunge opsøgte og spillede de med den tids danske bluesikoner, som Troels Jensen, Hugo Rasmussen, H.P Lange.
Allerede i 20-års alderen levede han af musikken, og spillede og udgav albums sammen med barndommens helte.
I 2008 besluttede Jarno sig for at han ville skrive sin egen historie i stedet for, at gå ned af vejen de andre havde lagt.
Han smed alt fra sig, og flyttede med sin familie til Berlin for at starte forfra, udforskede alle sider af byen, kunsten, musikken, turnerede, skrev og indspillede.
Efter årene, koncerterne, pladerne, ægteskaberne i udlandet, begyndte historierne og ordene at presse sig på, modersmålet føltes nyt og forunderligt, sangene begyndte at pible frem og Du undres du er fri tog form. Et album der handler om at være på livets og herrens (slag)mark, om at finde styrken til både at se det i øjnene og grine af det, og et ønske om at give lytteren den samme følelse.
Jarno Varsted er ikke et produkt af tiden, men et produkt af livet omkring ham. Folk, indie, pop og rock, og meget mere og helt sin egen. Kan man egentlig ønske sig mere af musik i vore dage?