Når varme americana-toner møder nordisk melankoli, opstår der noget særligt. Det er her, den danske duo
Magnolia Shade befinder sig.
Duoen består af guitarist, sanger og sangskriver Jan Kølle og sanger Susanne Kristensen. Jan har tidligere spillet i Mojo Hands og udgav i 2024 soloalbummet Old Songs, som blev rost for sit autentiske udtryk. Samme år vandt hans sang Across the World en international sangskriverpris fra det amerikanske magasin American Songwriter.
Under indspilningen af Old Songs opstod samarbejdet mellem Jan og Susanne, da hun medvirkede som korsanger og sang duet på Rainy Day. Deres fælles klang og musikalitet viste hurtigt, at samarbejdet rakte ud over albummet – og Magnolia Shade blev født.
I duoen er Susanne den primære vokal, mens Jan står for sangskrivning og guitar. Sammen skaber de et lydunivers inspireret af country, americana og den klassiske singer-songwriter-tradition.
Sangene kredser om håb og tvivl, kærlighed og længsel – leveret med en ærlig og nærværende tone. Magnolia Shade er et møde mellem to musikere, der har fundet en fælles klang, hvor sangene får lov at stå i centrum.