ROBOT – smukt, nært, stort og støjende
Er man i løbet af de sidste 25 år gået en tur i den danske rock-undergrund, er man helt sikkert stødt på indie-orkesteret Robot, hvis musik er båret af varme, kærlighed til håndspillede lydbilleder, brune synthesizere og markante melodier.
Robot, der debuterede i 1999, er centreret omkring Kåre Joensen (Baby Woodrose, Anna Valgreen, Claus Hempler m.fl), og har siden debuten udgivet tre plader. Bandet er dermed ikke bange for at lade sit publikum vente i spænding, og når der så endelig er nyt fra dem, er det både smukt, nært, stort og støjende. I august 2023 udkom det nyeste album, ‘Anything Goes!’, hvorpå Kåre Joensen får selskab af en række venner, der tilfældigvis også er nogle af landets dygtigste musikere, fra bands som Saybia, Skammens Vogn og Kashmir. På pladens tekster dykker Robot ned i en mørk, fatalistisk og til tider ligefrem nihilistisk tilgang til livet, mens musikken både kommer omkring støjrock og italiensk begravelsesmusik.
Robot har før indtaget scener som Loppen, Vega, 1000Fryd, Midtfyns og Roskilde Festival, og med arrene fra livets nederlag og en midtlivskrise, der banker på den overbelånte hoveddør, er Robot klar til at møde publikum og forsikre dem om, at intet går som planlagt. Nogensinde.