VIRVEL - NORDISK NOIR

VERIFIED

"Virvel har en virkelig stærk dragende vokal og bruger meget dynamik. Nogle gange er hun helt stille og andre gange brager hun igennem på en Björk-agtig måde og har en meget stærk scene-tilstedeværelse. Musikken er filmisk og blandingen af de svenske og danske tekster er ikke noget, jeg kan komme i tanke om, jeg har set andre gøre.”

- Maria Apetri (Fallulah) ifm. Opkommer koncert 2026

VIRVEL er tvetydig med vilje. Hun er fra landet og helt nede på jorden. Hun er vred og helt oppe og brænde sig på solen. Hun er lille og vil gerne gemme sig i din øregang for at hviske, at det hele nok skal gå alligevel.

TIL EN KONCERT MED VIRVEL står de store og de små følelser side om side. Oplyst af små lysende rispapirslamper, der lyser op i mørket. Belyst af tekster på svensk og dansk, der både bliver sunget på den bløde og den hårde måde. Støttet af musik fra et band bestående af klarinet, guitar, trommer, bas og vokal.
Nogen har kaldt det cinematisk artpop, andre nordisk jazz og visse vovede sig endda over til punk. 

BAG VIRVEL står den halvt danske, halvt svenske sanger Andrea Kjær Blomquist. Hun har to singler bag sig, der blandt andet er blevet spillet på P5, Radio HLR, FRederiksberg Nærradio og Uniradioen samt nævnt i Bands Of Tomorrow. Hun har turneret med sit band, blandt andet på festivalen Faxerier og på Kultursalonerne Gisselfeld, og er blevet udvalgt til JJ Paulo Presents, Nordhus' Opkommer, RuskXBeta. Dette efterår skal hun også deltage i Swinging Europe’s projekt Siren Songs.

DEBUT EP
Til foråret udkommer Virvels debut EP, der er en undersøgelse af, hvordan vi kan blive ved med at finde håb og handlekraft, når verden stiller os over for store udfordringer. Den giver plads til de forskellige stemmer, vi bærer rundt på, både de urolige og ængstelige samt de varme og håbefulde.