VÆRDAG
VÆRDAG er et mindset og et musikalsk univers skabt af Jakob Kirkeløkke og Christian Jørgensen i samarbejde med stjernepianisten Palle Hjorth.
VÆRDAG er opstået midt i hverdagen - med alle dens ulideligheder- hvor midtlivskriser og ar på sjælen møder venskab og kærlighed igennem musikken.
Jakob og Christian har været venner og lavet musik sammen siden teenageårene, hvor de tilbragte det meste af deres tid i et øvelokale på loftet af en nedslidt værkstedshal på midtfyn. Idag ejer Jakob et stort malerfirma og Christian er klassisk kontrabassist i et symfoniorkester. Jakob overtog den gamle værkstedshal i 2023 og fandt hurtigt ud af at orgelkongen, den musikalske blæksprutte Palle Hjorth, havde haft studie på selvsamme loft i mange år. De tre musikere begyndte hurtigt at udveksle ideer og hygge sig sammen, og her et år efter er de nu klar med deres take på dansksproget pop anno 2024.
Sammen med deres musikalske venner blander VÆRDAG relaterbare tekster og stærke hooks med 80'er synth, flænsende grunge-guitar og trompetsoloer.
Deres første single 'Hjemve' udgives i maj 2024, en sang om at sidde fast i en mangeårig kærlighedsrelation, om længslen efter det der var og ensomheden i det der er. Om at sidde på den smukkeste sandstrand langt væk og savne alt det derhjemme.
Singlen er produceret af VÆRDAG og mixet af Thomas Alstrup fra det kendte danske band Jonah Blacksmith. Desuden medvirker soloartisten Karl Kristian på guitar og sangerinden Anne Hjorth, kendt som Steffen Brandts korsanger i TV2.