"Virvel har en virkelig stærk dragende vokal og bruger meget dynamik. Nogle gange er hun helt stille og andre gange brager hun igennem på en Björk-agtig måde og har en meget stærk scene-tilstedeværelse. Musikken er filmisk og blandingen af de svenske og danske tekster er ikke noget, jeg kan komme i tanke om, jeg har set andre gøre.”
- Maria Apetri (Fallulah) ifm. Opkommer koncert 2026
VIRVEL er tvetydig med vilje. Hun er fra landet og helt nede på jorden. Hun er vred og helt oppe og brænde sig på solen. Hun er lille og vil gerne gemme sig i din øregang for at hviske, at det hele nok skal gå alligevel.
VIRVEL forener jazzede toner med noirpoppede melodier, der hænger fast i ørerne. Det er nordisk melankoli, der nogle gange får nok og bruger en mere rå og rocket insisteren på at blive hørt. Hun har et ben på hver side af Øresundsbroen og synger på begge sine modersmål, dansk og svensk. Teksterne blotlægger de flossede nerver. Ikke for at dvæle ved smerten, men for at vi kan sætte ord på, hvad der gør ondt, og derefter finde hinandens hænder og i fællesskab bane vej ud af verdenskaos.
BAG VIRVEL står den halvt danske, halvt svenske sanger Andrea Kjær Blomquist. Hun har to singler bag sig, der blandt andet er blevet spillet på P5, Radio HLR og Uniradioen samt nævnt i Bands Of Tomorrow. Hun har turneret med sit band, blandt andet på festivalen Faxerier og på Kultursalonerne Gisselfeld, og er blevet udvalgt til JJ Paulo Presents, Nordhus' Opkommer, RuskXBeta. Dette efterår skal hun også deltage i Swinging Europe’s projekt Siren Songs.
DEBUT EP
Til foråret udkommer Virvels debut EP, der er en undersøgelse af, hvordan vi kan blive ved med at finde håb og handlekraft, når verden stiller os over for store udfordringer. Den giver plads til de forskellige stemmer, vi bærer rundt på, både de urolige og ængstelige samt de varme og håbefulde.