anmar møder dig i lysningen,
hvor små glæder kan transformere store bekymringer

Opdagelsen af ‘det magiske sted’ starter tilbage i efteråret 2021, hvor anmar forlader sit band for at finde sin egen lyd, uden en egentlig plan for, hvordan hun skal nå sit abstrakte mål.

Tiden går, og den nærende frustration over pludselig at stå alene fører hende ud på lange gåture med tankerne svævende om sig, indtil hun begynder lægge mærke til lydene omkring sig, optage dem og sample dem. Hun genfinder nysgerrigheden, og en ny verden åbner sig i de små ting, hvilket bringer hende tilbage til barndommens fordybelse, og det er her, at de første spæde toner af det, der ender med at blive til EPen ‘this

magical place’ opstår.

Unfortified I am, thin as a thread - like the outermost cobweb of a cotton ball

Highly vulnerable at certain times, and circumstantially wiry at others
- anmar, Cotton ball
Det magiske sted er altså der, hvor vi er bløde, rummelige og modtagelige - der, hvor vi tør at blive overraskede over os selv og vokse. Og i løbet af EPen udfolder anmar flere facetter af dette sted; som i åbningsnummeret Cotton ball, hvor hovedpersonen står dirrende, men stædigt, fast ved sin egen sårbarhed, i nummeret Lille Pige, hvor fortællingen om at blive grebet og fordybe sig i fantasiens verden finder sted på gulvet sammen med den lille pige, eller i nummeret Jive, hvor den knugende længsel efter at forløse sig bliver overflødig, hvis man blot husker at danse sig igennem tilværelsen engang imellem.

Oh how this morning dance makes me feel alive,

makes me feel like there are things that we can only jive
- anmar, Jive

anmar minder os om, at det magiske sted åbner sig for os, når vi i konfrontationen med de store eksistentielle spørgsmål lader nysgerrigheden ved de små ting styre os. På EPen optræder nysgerrigheden som en urkraft, der ligger og bobler under dybsindigheden og tænksomheden i tekserne, men manifesterer sig i stærke sfæriske universer, når den intuitive leg med lofi sampling og udforskningen af sin stemmens forskellige udtryk får plads. Som en sonisk skulptør, eksperimenterer hun med at lade de forskellige flader i musikken brydes og gro ind og ud af hinanden som i nummeret My Voice, hvor dur og mol sameksisterer i den bølgende kalimba og de bløde pads, eller i GAIA, hvor der er naturlignende kræfter på spil idet bro og omkvæd kulminerer på organisk vis, og fortælleren rammes dybt i mellemgulvet af sin egen kernestyrke.

She knocks me back into myself

Strong kicks, a wonderful earthquake

Rainbowtones land like drops on the arches on my shoulders

Branched redemption
- anmar, GAIA
På EPens sidste nummer, Spring, har anmar inviteret sangerne fra det Amsterdam-baserede vokal-kollektiv
Vox Sturnus til at slutte sig til hende i en næsten folkemusikalsk hymne om forårets komme;

I sat down and felt the hours take the shape of everything

So I picked up my pen to draw but in that moment there was spring
- anmar, Spring
En lille, kort sats, der dog rummer sidste del af EPens store budskab: at man som menneske, med hang til at ville tænke sig igennem tilværelsen, allerede rummer det magiske sted, man søger - men blot skal lægge mærke til det. Kunstnerens eklektiske univers understøtter den komplekse rejse hertil, ledsaget af de sporadiske klarsyn, der opstår, når den gensidige udforskning af lyd og lyrik - gennem legen - påvirker hinanden i nye retninger, hvilket i sidste ende forstærker den musikalske intention såvel som det samlede budskab. Således slår anmar fast, at hun formår at skabe et helstøbt og personligt univers med en stærk fortælling ved at trække på sin fantasi og på mange musikalske udtryksformer.