Kærlighedsproletaren vil skabe en kærlighedseksplosion i Danmark

Kærlighedsproletaren (KP) laver elektronisk kærlighedspop, hvor han bruger det danske sprog til at danse med lidelsen i livet. Hans mission er at skabe en kærlighedseksplosion i Danmark, Færøerne og Grønland, fordi der er alt for meget ensomhed. I stedet skal vi inspirere hinanden til at være de frie og kærlige mennesker, vi alle er skabt til at være. Inspireret af Master Fatman ønsker han at viderebringe den kosmiske kærlighed, som Master Fatman har været garant for i Danmark.

KP's ambition er at være Danmarks vildeste live-navn, og han går altid fuldstændig amok med nærvær og intensitet, når han optræder. Som sit varemærke taler han til publikum mellem flere af numrene, hvilket skaber en særlig atmosfære og et spontant fællesskab. Det, han siger, er forberedt i et begrænset omfang, og derfor tager det altid udgangspunkt i, hvad der sker til netop den koncert.

Som KP siger: "Man skal ikke være så bange for publikum, som jeg oplever, de fleste musikere er. Vi er alle sammen bare mennesker, der gerne vil i kontakt med hinanden med et smil på læben, og det gør heller ikke noget, hvis alt ikke er perfekt. Det er der ingen, der kan være. Vi skal bare fyre den af sammen, føle og bevæge hinanden."

KP begyndte at udgive musik i juni 2023 og har indtil videre haft 15 koncerter, hvoraf fire har været på festivaler. Der har været airplay på P5, modtaget legat fra Koda, og KarriereKanonen har anbefalet det uudgivne track "Rocky". Pharfar har været med som producer på TickTock (kendt for at have streamet over 10 mio. gange på Spotify med “La’ Mig Rulle Dig”), og KP har skrevet tre sange med Marcus Winther-John (tidligere forsanger i Inside The Whale og i dag fuldtidsprofessionel sangskriver, hvor han bl.a. har skrevet sange for Tim Christensen og Sanne Salomonsen). Derudover skrives der i øjeblikket på to sange med Tobias Trier (bl.a. kendt for at medvirke i den legendariske sang “I Kan Ikke Slå Os Ihjel” fra 2004).

Som sangskriver og sanger har KP kastet sig over et idealistisk, androgynt musikprojekt med intentionen om at skabe meget mere kærlighed i Danmark og rigsfællesskabet for gøre noget ved al den ensomhed, vi oplever. Med kærligheden i højsædet skrives der sange ud fra den vinkel, og det er en utømmelig kilde, der bliver ved med at generere passionerede idéer. Som non-binær androgyn kunstner arbejder KP på at finde ind i et ærligt og autentisk univers, hvor der både er plads til refleksion og eskapisme. Eskapisme forstået på den måde, at vi kan tage et sted hen sammen for at vende tilbage til virkeligheden med et fornyet styrket hjerte, så vi kan udtrykke os, som vi er skabt til, ud fra vores sjælspotentiale. Når dit hjerte er fyldt op af tomhed, hvad gør du så? Hvilken vej skal du begive dig ud på? Skal du blive liggende og komme til dig selv under dynen? Skal du bare ud og gå amok i livet? Det er måske en kombination af det hele. Der undersøges med sange, hvordan vi kan bevæge os, når hjertet græder.

Anbefalinger
Operaen Christiania: 
Det har været en stor fest at have besøg af Kærlighedsproletaren, og publikum var begejstrede for koncerten; man kunne se i deres øjne, at de gik glade derfra.

Gademusikerfestival i Grenaa: 
1000 tak for at komme og spille ved Grenaa Gademusikerfestival 2023. Kærlighedsproletaren gjorde det utrolig godt og bidrog til den høje kvalitet og mangfoldighed, som vi ønskede.

Unplugged Musik Festival 2023 - Late Night i Viborg:
Kærlighedsproletaren var en del af programmet til Unplugged Musik Festival i Viborg - og det var en kæmpe fornøjelse! Tusind tak for 3 minikoncerter med gang i den og masser af god stemning og indlevelse. Stor anbefaling herfra :-)