Smag På Dig Selv

VERIFIED

En trommeslager og to saxofonister. Så simpel er opskriften på et af nordens vildeste live-bands. Det smager af punk, det smager af jazz, også lidt af pop, hip-hop og måske noget 90’er-dance. Christianshavner-trioen Smag På Dig Selv er indbegrebet af instrumentaleufori - farlig, fremadstormende, forførende og fri.

Smag På Dig Selv har siden 2018 huseret i den danske undergrund og efterladt scener, dansegulve og publikummer i sveddryppende ekstase. Foruden deres utrættelige techno-inspirerede energi, har de gjort sig bemærket med brugen af alt fra nordisk strubesang, digtoplæsninger og industrielle rekvisitter på scenen. Anmeldere på årets Roskilde Festival havde aldrig hørt noget lignende, og Politikens anmelder var efterladt i chok efter deres koncert på Huset under CPH Jazz Festival. Hvornår har du sidst headbanget til en jazz-koncert?