Klokken er tre, jeg er lige kommet hjem.
Smed skoene et sted, de ikke burde være.
Nøglerne rammer bordet for hårdt,
jeg åbner vinduet, byen føles svær.
Stadig lidt rundtosset, men helt vågen
og jeg klarede mig alene i nat.
Jeg sætter mig, skærmen tænder,
et swipe blir’ til flere,
og dér er du igen.
Skagen, sidste sommer, grin og salt.

For vi er ikke os,
vi er bare screenshots
gemt i en mappe, jeg burde ha’ slettet.
Vi var fine, men for lette.
Vi ser lykkelige ud, næsten perfekt,
men jeg husker, hvordan det egentlig var.
Vi er ikke længere os,
bare screenshots.

Jeg tænker kort, jeg ku’ ha’ taget nogen med
for at slippe for tankerne, der bliver ved.
Men det føltes inderst inde helt forkert,
og det gør det stadig ikke, helt konkret.
Så jeg ser dig på skærmen en sidste gang
og sætter telefonen på lydløs.
Et blik for meget, og alt brister,
men jeg bliver siddende stille,
for det her er første nat,
jeg ikke tekster.

For vi er ikke os,
vi er bare screenshots
gemt i en mappe, jeg burde ha’ slettet.
Vi var fine, men for lette.
Vi ser lykkelige ud, næsten perfekt,
men jeg husker, hvordan det egentlig var.
Vi er ikke længere os,
bare screenshots.

Måske var vi bare et filter?
Et øjeblik, der så pænt ud?
Men der var ingenting bagved
da lyset slukked’, og lyden gik ud.

For vi er ikke os,
vi er bare screenshots
gemt i en mappe, jeg burde ha’ slettet.
Vi var fine, men for lette.
Vi ser lykkelige ud, næsten perfekt,
men jeg husker, hvordan det egentlig var.
Vi er ikke længere os,
bare screenshots.

Bare screenshots,
ikke os.
Første nat
jeg ikke tekster.