Sofia Hedia

VERIFIED

Sofia har en evne til, i en og samme sang, at sætte ord og toner på både på hjerteskærrende sorg og sprudlende livsglæde, og bruger humoren spidsfindigt i sine danske tekster.

Lige nu er hun i gang med at lægge sidste hånd på sit 3. album “Vidunderlig Verden Af Katastrofer”, hvorfra de to singler “Vi Er Større” og “Er Du Bange?” allerede er udkommet og begge fået airplay på p4. Er du bange? holder et satirisk spejl op for de refleksioner, der banker løs i hovederne på os, når hele verden af katastrofer vælter ind til os gennem vores skærme.

Live er Sofia gået sammen med multiinstrumentalist og sanger Marianne Lewandowski (Tina Dickow, Lis Sørensen mf.). Det er en helt unik duo der skal opleves. De to meget erfarne musikere løfter sangene legende ud til publikum, med en virtuos tilgang til rytmer og toner. De spiller alt live, uden tracks og skaber alligevel forbløffende stor lyd.

Udover at være sangskriver og artist, er Sofia også en efterspurgt musiker og performer på den danske musikscene, hvor hun spiller med artister som Barbara Moleko, Fallulah, Ida Nielsen, Søren Huss, Naja Rosa, etc. Sofia har i 2022 også medvirket som solist/ musiker/skuespiller i Cederholm/Bjerkøs CV Jørgensen teaterkoncert på Aveny T, og i Peter Sommers teaterkoncert “I morgen er alt muligt”.

Det har anmelderne sagt:

  • Politiken om “Drømmespind” (album fra 2019) ”Hedia’s styrke er hendes ekspressive stemme. Den har spor af intimitet fra Marie Key og af klarheden hos Lis Sørensen, mens den i hvirvlende opbygninger søger imod sit eget følelsesmættede udtryk.
  • “Drømmespind” var månedens album i Elle som kvitterede med 4 stjerner, Femina gav den 5 stjerner og skrev: ”Sangene er poetiske, vemodige og alligevel på deres helt egen måde lægende”.
  • Undertoner Live fra Gimle: ”Hendes krystalklare vokal leverede smukke melodier, der nådesløst borede sig dybt ind i én
    med gribende dansk lyrik, der frembragte en nærmest religiøs følelse af nærvær.”
  • Femina om “Hudløs”(4 stjerner) “Der er noget sjældent højtideligt over sangene, noget storladent og følelsesmæssigt kraftfuldt, som vi - helt
    ærligt – ikke er så vant til på vore breddegrader.”