Sofia Hedia er klar med en kæmpe popbanger, der sætter skub i det nye år. Er du bange? holder et satirisk spejl op for de refleksioner, der banker løs i hovederne på os, når hele verden af katastrofer vælter ind til os gennem vores skærme.
Mens vi piller i en skaldet mands fortid slår de piger ihjel der viser håret
mit feed viser en reklame for fillers
og det ku' jeg godt overveje
(Er du bange?)
Er du bange? tegner sig for et både satirisk og virkelig rammende billede af, hvordan mange af os prøver at navigere i en ekstremt konfliktfyldt verden, som på en gang er fjern og utrolig tæt på.
”Jeg bliver virkelig ramt og bekymret af de nyheder, jeg møder hele tiden. Jeg kan godt forstå mange vælger nyheder fra, fordi det er for voldsomt. Det er enormt svært at sidde med skammen over ikke at gøre noget eller skyldfølelsen over at fokusere på sin egen verden. Så selvom sangen tager lidt pis på flugten som overlevelsesstrategi, så omfavner den virkelig også behovet for at zone ud af alt det bekymrende”, fortæller Sofia.
Sofia Hedia udgav første single – Vi er større - fra sit kommende album i september ’23 og har i efteråret rørt og begejstret publikum på tour rundt i hele landet. Den nye single Er du bange? er allerede blevet snig-lyttet til og overvældende godt modtaget derude på livescenerne.
Er du bange? er en stringent popsang med et skarpt omkvæd og et skarpt budskab. Men det er også en ægte Sofia Hedia sang, som har det rammende relaterbare, det selverkendende komiske og det hudløst ærlige i sin tekst.
Jeg bliver bange når de snakker om krigen Jeg bliver bange når de snakker om klima det har jeg ikke lyst til at være en del af Bestiller en salat fra Wolt med feta