VERIFIED

Andreas Ugorskij

Ugorskijs vanlige tempo er ofte højt og festvenligt, uanset om han er med til at forny klezmer-traditionen, gypsy-jazzen eller musik- og fortæller-genren. Andreas's nye soloprojekt er imidlertid langt mere eftertænksomt. Vi er tæt på klassisk singer-songwriter, og der er plads til de lange, melankolske klange og de dybder, der er gemt i gentagelser med blot små forskydninger.
I coronaperioden gav Andreas sig selv lov til at eksperimentere, ikke mindst med et personligt tekstunivers, og en nysgerrig, eksistentiel undersøgelse af vores forhold til tiden. Særligt det vi bruger den på, og pauserne, ikke mindst, som vi åbenbart helst holder pause fra. Ugorskij er som sangskriver klart lyrisk anlagt, og bruger både sprogets iboende musik og originale billeder, der maler konkrete og abstrakte stemninger, karakterer og øjeblikkenes historier.
Mens Andreas står for sangskrivning og guitar- og pianospil, bakker hans datter, Nanna Ugorskij, op med sjælfuld vokal, der bidrager med meget mere end bare en korstemme. Singlerne “Et finbroderet tankespind” & "Glimt af evighed" er produceret i samarbejde med Emil Bæk, Johan Bæk og Jeppe Mangurten Tørsleff. “Søndag i det sidste årtusinde” udkommer 25.5.2024. Hør den her på siden, allerede nu! Debut-EP’en, “Tidslommer”, udkommer i juni 2024.
Andreas Ugorskij er guitarist og sangskriver, komponist og musikalsk entreprenør, f. 1974. Guitarist i Klezmofobia, Papa Kotji og Alaska Blonde, og guitarist og vokalist i Tikke Takke.